Sex og uforpligtende datingDatingeksperten.dk

Dansksexdating

Datingside · læst 9. oktober 2026

Anvendelse

Punkt 3.8 i vilkårene på Dansksexdating.com lyder: "SM har adgang til at oprette fiktive brugerprofiler på Servicen og kan sende beskeder til dig på vegne af disse." Du kan altså få beskeder fra profiler, du ikke kan mødes med, og hver besked, du sender, koster en flirt.

Varedeklaration

Gratis profil
"Registreringen er helt gratis og giver dig nogle gratis flirt så du kan prøve siden."
Automatisk fornyelse
ingen abonnement (betaling pr. besked)
Opsigelse
Intet abonnement at opsige; købte flirt refunderes ikke, og du mister fortrydelsesretten ved købet.
Alder
18+
Fiktive profiler
Ja. SM har adgang til at oprette fiktive brugerprofiler på Servicen og kan sende beskeder til dig på vegne af disse. Det vil derfor ikke være muligt at arrangere en anden form for kontakt, herunder et fysisk møde, mellem dig og sådanne fiktive brugerprofiler.
Markeret som fiktive
Forsiden skriver, at sidens sexchattere og webcam "vil fremgå af profilerne"; punkt 3.8 i vilkårene siger det ikke (læst 10. oktober 2026).
Firma
scoopmedia, internationalt firma med danske ejere (selskab, adresse og CVR ikke oplyst)
Til hvem
Sexdating for voksne, der søger "en sex partner og nye sex eventyr"; vilkårene siger "underholdningsbrug".
Priser
  • 10 flirt DKK. 99.- / engangskøb kilde
  • 25 flirt DKK. 225.- / engangskøb kilde
  • 50 flirt DKK. 399.- / engangskøb kilde
  • 100 flirt DKK. 699,- / engangskøb kilde
  • 300 flirt DKK. 1.799,- / engangskøb kilde

Læst 9. oktober 2026 på dansksexdating.com. FAQ-svaret om dine data nævner "Hemmeligelsker" i stedet for Dansksexdating, altså tekst fra en anden side.

Vi sender dig ikke videre: siden skriver selv i sine vilkår, at profiler kan være fiktive, og at et møde ikke er muligt. Gå til Dansksexdating

1. Hvem siden er til

Dansksexdating.com henvender sig til voksne, der ifølge forsiden søger “en sex partner og nye sex eventyr”. I vilkårene er tonen en anden: Punkt 3.1 kalder tjenesten “beregnet til underholdningsbrug for personer over 18 år”.

Ejeren er ifølge firmasiden scoopmedia, “et internationalt firma med danske ejere og med flere online virksomheder, både i europa og asien”. Selskabsform, adresse og CVR-nummer mangler. Kontakten er support@dansksexdating.com eller support@scoopmedia.com.

Søgte du bare efter dansk sexdating og ikke efter netop den her side, så start i guiden til sexdating. Leder du efter BDSM, har BDSM- og SM-dating sin egen guide.

2. Det skal du vide, før du betaler

Det vigtigste står i punkt 3.8: Siden må lave sine egne profiler og skrive til dig fra dem, og “det vil derfor ikke være muligt at arrangere en anden form for kontakt, herunder et fysisk møde, mellem dig og sådanne fiktive brugerprofiler”. SM er vilkårenes forkortelse for udbyderen.

Skriver du med en af sidens egne profiler, kan samtalen ligne optakten til en date uden nogensinde at blive til en. Punkt 3.8 siger ikke, hvordan du kender de profiler fra andre medlemmers. Forsiden skriver til gengæld, at sidens sexchattere og webcam “vil fremgå af profilerne”.

Og du betaler pr. besked. Ifølge FAQ’en får du “nogle gratis flirt”, når du opretter dig, og ifølge vilkårene skal du have nok “Flirts” på profilen for at udveksle beskeder og billeder. Resten køber du i pakker, som står i varedeklarationen.

Et abonnement er der ikke. “Alle betalinger er engangsbetalinger, og vi bruger ikke automatiske betalinger,” skriver siden, med Verotel som betalingsformidler. Pengene for købte flirt kommer ikke tilbage, og efter punkt 5.1 mister du fortrydelsesretten, fordi du kan bruge flirt med det samme. Vilkårene henviser til forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 13.

Læg vilkårene ved siden af dem på Scornu.com, BDSM sexdating og Diskretvoksenflirt, og de er næsten ens ord for ord. Punkt 3.8 har næsten samme ordlyd på alle fire, og forkortelsen for udbyderen skifter: SN, SM, BSD og DVF. Firmasiderne nævner hver sit navn, og ingen af dem har et CVR-nummer.

3. Spørgsmål

Er dansksexdating.dk og dansksexdating.com den samme side?

Siden med vilkår og priser ligger på dansksexdating.com. Da vi prøvede dansksexdating.dk 9. oktober 2026, havde adressen et ugyldigt TLS-certifikat og viste over almindelig http indhold fra sexygirl.dk.

Hvem ejer Dansksexdating?

Ifølge firmasiden ejes siden af scoopmedia. Adresse og CVR-nummer står der ikke.

Hvad er en flirt på Dansksexdating?

Sidens kredit: Én flirt giver én besked. Hvad pakkerne koster, kan du sammenligne med andre sider i prisoversigten.

Hvordan sletter jeg min profil på Dansksexdating?

Ifølge FAQ’en finder du muligheden på supportsiden, og profilen slettes med det samme. Der er intet abonnement at opsige; hvordan andre sider gør, står på /opsigelse/.

4. Sådan tjener vi penge

Datingeksperten har ikke oprettet en profil på Dansksexdating.com, så det her er en gennemgang af vilkårene og ikke en anmeldelse. Kilderne er forsiden, vilkårene, FAQ’en, firmasiden og privatlivspolitikken, læst 9. oktober 2026, og et besøg på dansksexdating.dk samme dag. Hvor vi skriver, hvad et punkt betyder for dig, læser vi vilkårenes ordlyd, for vi tester ikke datingsiderne. Sådan tjener vi penge forklarer resten, og Datingsider samler alle de sider, vi har læst.